Mød det lokale politi i Lolland Kommune på Facebook

Profilbillede
dato

Politiet skal være synlige, tilgængelige og tæt på borgerene. Men politiet kan være tæt på borgerne på flere planer, og med den filosofi in mente går det lokale politi i Lolland Kommune nu i luften med en lokal facebookside og medlemskab i flere by-grupper.

Politiet er sat i verden for at opretholde ro, orden og tryghed og tjene borgerne. Derfor skal politiet jo gerne være der, hvor borgerne er. Og er der et sted, hvor folk er rigtig meget, så er det på nettet – ikke mindst på de sociale medier:

- Vi har i politiet et grundlæggende og ærligt ønske om at være både synlige og tæt på borgerne. Og et af de steder, hvor vi alle her i Danmark efterhånden færdes rigtig meget, er i de lokale by-grupper på Facebook, fortæller Joakhim Møss, der er leder af lokalpolitiet i Lolland Kommune og til daglig sidder på politistationen i Nakskov. 

Derfor har lokalpolitiet i Lolland Kommune oprettet en facebookside, dels for at være endnu mere nærværende lokalt og dels for at være der, hvor borgerne er - i de lokale by-grupper på Facebook.

- Vores hensigt er at være i grupperne på en hensynsfuld, informerende og positiv måde. Og når det er sagt, så er vi helt klar over, at der kan være skepsis og modstand, for ”hvorfor skal politiet nu ind og lure?!”. Men, nej, det skal vi ikke. Slet ikke, faktisk. Vi vil tværtimod gerne rådgive og oplyse om, hvad der sker i vores lokalområde, og give borgerne et indblik i vores arbejde. Vi kan fx fortælle om resultatet af færdselskontrollen ved skolepatruljen på Skt. Birgitta skolen i Maribo, eller efterlyse både bortfløjne papegøjer og vidner til forskellige hændelser i lokalområdet. Via Facebook kan vi også komme endnu hurtigere ud til folk, hvis vi har brug for at advare om noget, der er sket lokalt. Men vi vil samtidig også meget gerne have en gensidig kontakt med borgerne om, hvad der rører sig og er vigtigt for dem, fortæller Joakhim Møss.

Fra politistationen i Nakskov, sidder de lokale betjente derfor fra i dag klar til at kaste sig ud i en ny måde at være politibetjent på i Lolland Kommune:

- Det bliver spændende, at skulle bruge Facebook som et arbejdsredskab. Jeg tror, vi får mulighed for at komme meget tættere på folks dagligdag på denne måde, og jeg håber selvfølgelig at borgerne også kan se fidusen ved, at vi er i deres by-grupper, siger Joakhim Møss, der understreger, at hvis man fx vil anmelde noget til politiet, skal det stadig foregå ad de officielle kanaler som 114 eller politi.dk - ikke på Facebook.

Glade for at få det lokale politi med

Lokalpolitiets tilstedeværelse i de lokale by-grupper begynder altid med, at lokalpolitiet tager kontakt til administratorerne i de grupper, der søges medlemskab i, og får en snak med dem:

- Vi er meget glade for at få vores lokale politi med i vores gruppe. For os at se bliver det kun en gevinst, at politiet er til stede med information, råd og i dialog med borgerne, siger Threin Ottossen og Søren Rosenberg Jensen, der er administratorer af ”Nakskov” by-gruppen. 

Lokalpolitiet vil ikke være til stede i alle by-grupper, da det vil blive for omfattende. Men der vil blive søgt om medlemskab i de grupper, hvor det giver bedst mening.

Lokalpolitiets facebookside i Lolland Kommune er er pilotprojekt, som gerne skulle bane vejen for udrulning af yderligere seks facebooksider fra politiets hånd: en for hver kommune i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds. Planen er, at det skal ske i løbet af 2022. 

For yderligere oplysninger kan pressen kontakte kommunikationssektionen på telefon 41331515. 

 
Denne artikel er skrevet af Linnéa Funk og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi