Maribo er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
HASLEV: Sigtet for 17 tilfælde af butiktyveri
Politiet har sigtet en 43-årig kvinde fra Haslev for 17 tilfælde af butikstyveri fra et supermarked på Stationspladsen i Haslev. Tyverierne er foregået i juni måned, hvor kvinden benyttede Scan&Go, men nøjedes med "Go"-delen, for hun undlod at skanne en række forskellige varer ind og forlod butikken uden af betale for dem. Der er stjålet varer for godt 7.500 kroner, som den 43-årige skal betale i erstatning til supermarkedet. Hun har forklaret til politiet, at det var af økonomiske grunde, hun stjal. Kvinden står til en bøde på 5.000 kroner, hvortil kommet et bidrag på 500 kroner til Offerfonden.
NÆSTVED: Stukket i skulderen
Onsdag klokken 14.03 blev politiet kaldt til en adresse i Næstved, hvor der havde været noget tumult mellem to mænd. Det var tilsyneladende nabostridigheder om støj, der udløste konflikten, som endte med noget skubberi, og med at den ene – en 53-årig mand – blev stukket i skulderen med en kniv. Den 53-årige blev kørt til behandling på sygehuset, og den anden, som er en 69-årig mand, fik også nogle knubs. Han blev anholdt klokken 14.24 og sigtet for kvalificeret vold, og efter behandling på sygehuset blev den 69-årige taget med til politistationen i Næstved. Han er fortsat anholdt, og det overvejes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
SLAGELSE: Drak øl trods forbud
En politipatrulje var onsdag eftermiddag forbi en p-plads på Østre Alle, som har været tilholdssted for øldrikkende personer. Imidlertid er der forbud mod at indtage alkohol på stedet, og en 43-årig kvinde fra Slagelse, som var i gang med en øl og i øvrigt virkede beruset, blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
SLAGELSE: Sigtet for narkokørsel havde mange kontanter med sig
Politiet standsede onsdag klokken 14.40 en 22-årig mand fra Slagelse, som kom kørende ad Ndr. Ringgade. Den 22-årige var ikke begejstret for at skulle tale med politiet, og han stak derfor i løb fra stedet, men blev hurtigt indhentet og anholdt. En narkometertest gav udslag for cannabis, og derfor blev den 22-årige sigtet for at køre i påvirket tilstand. Da politiet visiterede ham, fandt betjentene et temmelig stort, kontant beløb på ham. Den 22-årige forklarede, at han skulle købe varer til nogle forretninger, men et tjek afslørede, at han skyldte en del penge til Skat. Beløbet blev sikret og overført til Skat, og efter en blodprøve blev den 22-årige løsladt igen klokken 17.52.
RØDBYHAVN: Kørte fra paskontrol
En udenlandsk bil kom onsdag klokken 23.25 i land med færgen i Rødbyhavn, og da politiets udlændingekontrolafdeling ville tjekke rejsedokumenterne for de to personer, der var i bilen, viste føreren kort et pas gennem vinduet, men kørte så fra indrejsefeltet. Han blev fulgt af flere politibiler, og på et tidspunkt bremsede føreren hårdt op under kørslen på motorvejen. Det kun var med nød og næppe, politibilen undgik at køre ind i bilen, og først ved afkørslen til Maribo lykkedes det at standse bilen. De to personer ville stadig ikke lukke bilen op, men det lykkedes dog til sidst at komme ind i bilen. Føreren – en 49-årig udenlandsk mand – og passageren, som var en 50-årig udenlandsk kvinde, blev anholdt klokken 0.50. Den 49-årige virkede påvirket af stoffer og blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Han blev også sigtet for at fremkalde fare for andre i forbindelse med den hårde opbremsning, for ikke at rette sig efter politiets anvisninger, og det viste sig, at de nummerplader, der sad på bilen, var ugyldige, så han blev også sigtet for at køre i en uindregistreret bil. Der blev fundet tre knive i bilen, så den 49-årige er også sigtet for overtrædelse af knivloven. Den 50-årige kvinde blev løsladt efter afhøring, men den 49-årige er fortsat anholdt, og det skal nu vurderes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
NYKØBING: Forkerte nummerplader og uden kørekort
Torsdag klokken 2.45 standsede politiet en bil i Fejøgade. Føreren var en 34-årig kvinde fra Nakskov, som var frakendt kørekortet, og hun blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. De nummerplader, der sad på bilen, hørte til en helt anden bil, og derfor blev hun også sigtet for uberettiget brug af nummerplader og for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring. Der var to passagerer i bilen, en 21-årig kvinde og en 24-årig mand, og kvinden havde en halv joint og to klumper hash på fem gram, mens den 24-årige mand havde en joint på sig. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og begge passagererne blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Nakskov | Vestenskov Kirkevej | Lørdag klokken 11.00 – onsdag klokken 15.30 | Værktøj |
Rødby | Toftevej, Skørringe | Onsdag klokken 9.30 | Ikke gjort op hvad der er stjålet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Dianalund | Åmosevej | Onsdag klokken 15.20-18.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 55 | - | - | - | - |
Haslev | Køgevej, Freerslev | Onsdag klokken 9.56-13.30 | ATK – bestilt færdselskontrol | 580 | 42 | 60 km/t | 88 km/t | Fire klip |
Nykøbing | Stubbekøbingvej, Systofte | Onsdag klokken 14.45-20.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 451 | 29 | 50 km/t | 68 km/t | - |
Næstved | Landevejen, Lov | Onsdag klokken 13.22-17.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 236 | 9 | 50 km/t | 74 km/t | Et klip |
Næstved | Åderupvej | Onsdag klokken 10.37-12.37 | ATK – bestilt færdselskontrol | 196 | 1 | 50 km/t | 60 km/t | - |
Stenlille | Assentorpvej | Onsdag klokken 18.37-21.40 | ATK – bestilt færdselskontrol | 68 | 1 | 50 km/t | 73 km/t | Et klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Præstø |
Præstø Overdrev
|
Onsdag klokken 13.50-14.20 | Bestilt færdselskontol: Ingen sager |
Vordingborg | Ørslevvej | Onsdag klokken 14.40-15.40 | En blev sigtet for at bruge håndholdt mobil og der blev inddraget et sæt nummerplader fra en bil, der ikke var betalt ejerafgift på |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Nykøbing | Kraghave Møllevej | Onsdag klokken 13.50 | 33-årig mand fra Maribo | Narkokørsel |
Rødbyhavn | Indrejsefeltet | Onsdag klokken 23.25 | 49-årig udenlandsk mand | Narkokørsel |
Slagelse | Ndr. Ringgade | Onsdag klokken 14.40 | 22-årig mand fra Slagelse | Narkokørsel |
Sorø | Fulbyvej | Onsdag klokken 16.05 | 26-årig mand fra Sorø | Narkokørsel |