Maribo er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
KREDSEN: Den store julefrokostweekend
Den forgangne weekend er traditionen tro en af årets store julefrokostweekender. Af samme grund svingede politiet forbi en hel del festlige arrangementer over det meste af politikredsen både fredag og lørdag for at se, om alt gik for sig i god ro og orden. Samtidig havde politiet de sædvanlige patruljer i midtbyerne og ved værtshusene – og der blev selvfølgelig også holdt øje med trafikken. Langt de fleste steder var stemningen god, og betjentene havde en fin dialog med folk – altså en weekend der ikke adskilte sig nævneværdigt fra normalen. Dette billede håber vi gentager sig i den kommende weekend.
SLAGELSE: 15-årig stjal Mokaï
Fredag klokken 17.10 fik politiet en anmeldelse fra et varehus på Idagårdsvej, hvor en medarbejder havde set en ung kunde, som optrådte lidt mistænkeligt. Det var en 15-årig pige fra Slagelse, som havde taget to flasker Mokaï og en flaske vand, som hun ikke havde betalt for. Hendes mor blev tilkaldt, og den 15-årige blev sigtet for butikstyveri, som hun erkendte, men hun kunne ikke rigtig forklare, hvorfor hun havde stjålet. Slagelse Kommune er underrettet om sagen.
NÆSTVED: Butikstyv på tur i centeret
Politiet fik fredag klokken 19.20 en anmeldelse om, at en vagt i Næstved Storcenter tilbageholdt en kunde, som havde jakken fyldt med varer fra forskellige forretninger, og som han tilsyneladende ikke havde betalt for. Der var varer fra syv forskellige butikker, og det var parfumevarer, tøj og sko. Politibetjentene fandt også en pose med 10 metadonpiller, og den pågældende, der var en 40-årig mand fra Faxe, blev sigtet for butikstyveri og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
RØDBYHAVN: 29-årig kvinde med indrejseforbud
Politiets udlændingekontrolafdeling anholdt fredag klokken 21.45 en 29-årig udenlandsk kvinde, der netop var ankommet med en bus fra færgen fra Tyskland. Den 29-årige viste sig at have et forbud mod at rejse ind i landet, som var fra 2018. Kvinden blev sigtet for overtrædelse af udlændingeloven og blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i retten i Nykøbing. Her blev hun idømt et års fængsel og fik forlænget sit indrejseforbud med seks år.
NÆSTVED: Kokain på telefonen
En politipatrulje var fredag aften i centrum af Næstved, og fra en baggård i Skomagerrækken lød der stemmer. Det tjekkede betjentene lige op på, og i baggården var der fire personer i alderen 23-28 år, og på jorden lå der en telefon med en hvid stribe stof på. En 23-årig kvinde forklarede, at hun sådan set bare skulle tisse og kendte ingenting til telefonen. En 25-årig mand erkendte dog, at der var tale om kokain, og han blev herefter sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. En kontrolvejning afslørede, at der var 0,2 gram kokain, som blev destrueret.
NÆSTVED: Råbte efter betjente
En 18-årig mand fra Slagelse blev fredag klokken 22.36 anholdt i Grønnegade i Næstved. Han råbte en stribe skældsord efter et par politibetjente og blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og for fornærmelig tiltale. For at få ro på situationen blev han anholdt og taget med til politistationen i Næstved, og først klokken 6.10 lørdag morgen blev den 18-årige løsladt igen.
NAKSKOV: Havde økse med i bilen til julefrokost
Lørdag klokken 1.55 fik politiet en anmeldelse om, at der var optræk til noget uro i forbindelse med en julefrokost på A.E. Hansensvej i Nakskov. Da politiet kort efter ankom til stedet, var der nogenlunde ro, men en 24-årig mand, som var på stedet, viste sig at have en økse i bagagerummet på sin bil, og han havde haft øksen fremme på et tidspunkt, da han havde følt sig truet, men han havde ikke brugt den mod nogen. Øksen blev beslaglagt, og den 24-årige blev sigtet for overtrædelse af knivloven.
NÆSTVED: Nikkede en skalle
Politiet blev tidligt lørdag morgen kaldt til et værtshus i centrum af Næstved, hvor en 29-årig mand fra Næstved havde fået nikket en skalle af en anden gæst. Der var tilsyneladende på baggrund af en ordveksling, og den 29-årige blev konfronteret inde på værtshuset. Politiet anholdt en 31-årig mand fra Korsør, som stadig var på stedet, og han blev sigtet for vold. Den 31-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han kort blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 6.23.
SLAGELSE: 16-årig havde kanonslag i lommen
Da et par betjente lørdag morgen var i centrum af Slagelse, blev de pludselig gjort opmærksom på, at der var noget larm i en gyde ved Fisketorvet. Her stod to unge mænd og diskuterede højlydt, og de blev skilt ad og beroliget af betjentene. Den ene – en 16-årig dreng fra Gandrup – havde imidlertid et stort kanonslag i lommen, og det blev konfiskeret. Den 16-årige blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
HASLEV: To mænd stjal købmandsvarer og stak af
Lørdag klokken 16.43 stjal to mænd hvad der svarer til en indkøbsvogn fuld af kød fra en dagligvarebutik på Grønlandsgade – samlet værdi for tyvekosterne var på over 8.000 kroner. Herefter stak mændene af, men blev kort efter anholdt. Der er tale om to udenlandske mænd, som blev sigtet for butikstyveriet og overført til Storstrøms Fængsel. Herfra vil de blive udvist.
NYKØBING FALSTER: Knivstikkeri
Fire mænd er blevet varetægtsfængslet i en sag om et knivstikkeri på Nykøbing Falster Station. Knivstikkeriet fandt sted lørdag aften klokken 18.29, hvor en mand blev stukket i låret.
Manden blev lettere tilskadekommen indlagt på hospitalet.
Efter episoden på stationen undersøgte politiet området med hundepatruljer, og i området omkring sukkerfabrikken. Fire mænd på 20, 19, 16 og 17 år blev anholdt og sigtet for grov vold.
De fire mænd blev søndag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster og varetægtsfængslet frem til den 20. december.
NYKØBING FALSTER: Røveri
En 37-årig mand er sigtet for røveri efter han på Colbjørnsensvej lørdag klokken 21.10 først frarøvede en 33-årig mand et pengebeløb og to mobiltelefoner. Senere vendte den 37-årige tilbage og ville røve manden igen, men han blev i stedet anholdt og sigtet for røveri.
NÆSTVED: Tre sigtet for butikstyverier for 1.400 kroner
Søndag blev politiet kaldt til Næstved Storcenter, hvor en centervagt tilbageholdt tre mænd, der havde stjålet varer i flere forskellige forretninger. Det var parfumevarer, en stegepande og en lyskæde, og der var varer for godt 1.400 kroner, og tre udenlandske mænd på henholdsvis 21, 23 og 41 år blev anholdt kokken 14.30 og sigtet for butikstyveri. De tre anholdte blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de ved hjælp af en tolk blev afhørt, og efter at have vedtaget en bøde på 2.000 kroner hver, blev de løsladt igen sidst på aftenen.
GEDSER: Kom med doping
Under kontrol af de rejsende fra færgen i Gedser søndag eftermiddag, tjekkede politiet en 40-årig udenlandsk mand, som kom i bil. Han havde 560 enheder af ulovlige dopingmidler i jakken, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om forbud mod visse dopingmidler. Den 40-årige blev afhørt og vedtog et bødeforelæg på 8.000 kroner.
NÆSTVED: Tre sigtet for vold
Politiet anholdt natten til mand en 53-årig mand, en 33-årig kvinde og en 35-årig kvinde i Næstved. De er alle tre sigtet for kvalificeret vold. Anholdelsen skete, efter at politiet havde fået en anmeldelse om, at en mand var blevet overfaldet, og han havde fået nogle knytnæveslag og slag i hovedet med en hammer. Det gik ud over en 34-årig mand, og volden skete på hans adresse i den sydlige bydel. Han blev kørt til behandling på sygehuset i Slagelse, men har umiddelbart ingen alvorlige skader. De tre anholdte fremstilles mandag i grundlovsforhør i retten.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Holeby | Gl. Holebyvej | Torsdag kl. 5.00 – 18.30 | Playstation |
Næstved | Bogensevej | Onsdag kl. 16.00 – torsdag kl. 17.00 | Tv, tæpper, parfume og tøj |
Præstø | Stavreby Strandvej | Lørdag kl. 11.32 | Umiddelbart intet |
Rønnede | Borupvej | Onsdag kl. 15.00 – lørdag kl. 10.31 | Vides endnu ikke |
Stege | Lohmannsvej | Onsdag kl. 12.00 – lørdag kl. 14.30 | Smykker og ure |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Eskilstrup | Sydmotorvejen | Fredag kl. 20.58 – 3.15 | ATK | 676 | 49 | 90 km/t | 164 km/t | 8 klip og en betinget frakendelse |
Korsør | Tårnborgvej | Fredag kl. 14.05 – 17.08 | ATK | 910 | 0 | 50 km/t | - | - |
Korsør | Storebæltsbroerne | Lørdag kl. 13.24 – 17.15 | ATK | 3036 | 169 | 110 km/t | 157 km/t | 3 klip |
Korsør | Storebæltsbroerne | Søndag kl. 13.09 – 19.15 | ATK | 7143 | 236 | 110 km/t | 184 km/t | 4 klip og en betinget frakendelse |
Næstved | Ringstedgade | Lørdag kl. 18.22 – 21.22 | ATK | 418 | 14 | 50 km/t | 88 km/t | 2 klip og en betinget frakendelse |
Næstved | Havnegade | Lørdag kl. 21.42 – 1.15 | ATK | 418 | 15 | 50 km/t | 72 km/t | 2 klip |
Næstved | Vordingborgvej | Søndag kl. 13.10 – 16.10 | ATK | 622 | 15 | 70 km/t | 99 km/t | 1 klip |
Næstved | Præstø Landevej | Søndag kl. 16.39 – 20.00 | ATK | 906 | 16 | 60 km/t | 88 km/t | 2 klip |
Sakskøbing | Sydmotorvejen | Fredag kl. 20.42 – 2.45 | ATK | 472 | 23 | 90 km/t | 123 km/t | 2 klip |
Skælskør | Næstved Landevej | Fredag kl. 11.42 – 12.45 | ATK | 175 | 0 | 60 km/t | - | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Dianalund | Dr. Sells Vej | Fredag kl. 16.45 – 17.15 | 20 blev kontrolleret - alle kørte pænt. |
Nakskov | Flere steder | Fredag kl. 23.30 – 01.15 | Alle kørte pænt. |
Næstved | Havnegade | Lørdag kl. 1.00 - 2.00 | En blev sigtet for at køre over for rødt. |
Slagelse | Jernbanegade | Lørdag kl. 3.30 - 4.40 | Syv bilister blev kontrolleret, men alle havde tingene i orden. |
Slagelse | Søndre Ringgade | Lørdag kl. 4.00 – 4.30 | 10 biler blev kontrolleret – alle kørte pænt. |
Slagelse | Bredahlsgade | Søndag kl. 3.45 – 4.50 | En blev sigtet for at køre spirituskørsel. |
Slagelse | Jernbanegade | Lørdag kl. 3.30 – 4.40 | En blev sigtet for at køre spirituskørsel. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Dianalund | Karsholtevej | Søndag kl. 7.14 | 50-årig kvinde fra Dianalund | Narkokørsel |
Nakskov | Skovbøllevej | Fredag kl. 11.40 | 59-årig mand fra Nakskov | Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand |
Nykøbing F. | Gaabensevej | Søndag kl. 3.46 | 28-årig mand fra Maribo | Kørsel i påvirket tilstand |
Næstved | Køgevej | Fredag kl. 16.27 | 46-årig mand fra Næstved | Spirituskørsel |
Næstved | Slagelsevej | Søndag kl. 8.28 | 21-årig mand fra Fuglebjerg | Spirituskørsel |
Nørreballe | Vestre Landevej | Søndag kl. 0.24 | 46-årig mand fra Sakskøbing | Kørsel i påvirket tilstand |
Rødby | Færgestationsvej | Fredag kl. 7.28 | 38-årig udenlandsk mand | Kørsel i påvirket tilstand |
Skælskør | Slagelse Landevej | Søndag kl. 0.55 | 21-årig mand fra Slagelse | Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand |
Slagelse | Byskovvej | Søndag kl. 4.30 | 26-årig mand fra Slagelse | Spirituskørsel |
Slagelse | Smedegade | Lørdag kl. 4.40 | 25-årig mand fra Slagelse | Spirituskørsel |