Maribo er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
SLAGELSE: Alt for mange klip
I alt 100 trafikanter får om kort tid en hilsen fra politiets halvdyre fotograf: En af politiets målevogne fra den automatiske trafikkontrol stod nemlig onsdag morgen mellem klokken 5.48 og 11.30 på Fælledvej i Slagelse i en bestilt færdselskontrol. Her er hastigheden nedsat til 30 km/t, men det var der altså alt for mange, der ikke respekterede. I alt 285 kørte forbi målevognen, og en enkelt af dem gjorde det med en hastighed på 71 km/t. Det medfører, at den pågældende mister førerretten ubetinget, mens ikke færre end otte står til en betinget frakendelse. Hele 41 kørte 30% for hurtigt, og det giver ud over bøden et klip i kørekortet.
NYKØBING: 16-årig på hurtig knallert
En politipatrulje, der onsdag formiddag kørte i Nykøbing, så omkring klokken 10.00 en knallert køre forbi med to personer på. Da knallertkøreren så politiet, stak han af, men han blev fundet kort efter i Markedsgade, hvor han forsøgte at skjule sig i noget buskads. Det var en 16-årig dreng fra Stubbekøbing, og den knallert, han kørte på, viste sig ved kontrollen på et rullefelt at kunne køre væsentligt hurtigere end tilladt. Han blev derfor sigtet for at køre på en ulovlig knallert og for andre overtrædelser af færdselsloven.
NÆSTVED: To x fuldemandslarm
Politiet fik onsdag klokken 15.48 en anmeldelse om, at to mænd skabte noget uro i Ringstedgade. De var fulde og råbte op, og politiet fik hurtigt lokaliseret dem. Den ene – en 33-årig mand fra byen – blev sendt hjem, mens den anden, som er en 16-årig dreng fra Rønnede, som var temmelig påvirket, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og bortvist fra stedet.
RØDBYHAVN: Godt tanket op med drikkevarer
Onsdag klokken 18.30 kom en stationcar kørende fra færgen fra Tyskland. Forsigtigt, må man antage, for den var læsset mere, end godt var, med forskellige drikkevarer. En kontrolvejning dokumenterede, at der var 490 kg for meget i bilen, hvilket svarer til et overlæs på 20%. Føreren var en 59-årig mand fra Strøby, og han tilkaldte en bekendt til at overtage en del af læsset. Den 59-årige blev sigtet for overlæs og står nu til en bøde på 1.500 kroner.
KORSØR: 1-årig dreng væltet ud af klapvogn
En 1-årig dreng er indlagt, efter at han onsdag aften blev væltet ud af en klapvogn. Uheldet skete i et fodgængerfelt på Dahlsvej i Korsør klokken 18.52, hvor en bil med en 20-årig mand fra lokalområdet ved rattet tilsyneladende på grund af en parkeret påhængsvogn overså en kvinde, der var på vej over vejen med sønnen i klapvognen. Den 1-årige blev overført til Odense Universitetshospital til observation, men der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, han er kommet alvorligt til skade. Der blev rutinemæssigt taget en blodprøve af den 20-årige fører, men der er ikke noget, der indikerer, han skulle være påvirket.
INDBRUD
Politiet har ikke modtaget nogen anmeldelser om indbrud i privat beboelse i det forgangne døgn.
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Faxe | Torvegade | Onsdag klokken 19.56-22.30 | ATK – bestilt færdselskontrol | 47 | - | - | - | - |
Karise | Drosselvej | Onsdag klokken 17.35-19.05 | ATK – bestilt færdselskontrol | 10 | - | - | - | - |
Korsør | Skovvej | Onsdag klokken 16.23-17.23 | ATK | 255 | 7 | 60 km/t | 83 km/t | - |
Korsør | Tårnborgvej | Onsdag klokken 18.10-19.11 | ATK | 198 | - | - | - | - |
Nykøbing | Enighedsvej | Onsdag klokken 16.08-22.00 | ATK – bestilt færdselskontrol | 269 | 52 | 50 km/t | 87 km/t | 10 klip |
Næstved | Ringstedgade | Onsdag klokken 17.12-23.12 | ATK | 932 | 95 | 50 km/t | 73 km/t | Seks klip |
Rønnede | Sydmotorvejen | Onsdag klokken 11.08-16.53 | ATK | 4136 | 16 | 80 km/t | 114 km/t | Et klip |
Slagelse | Fællesvej | Onsdag klokken 5.48-11.30 | ATK – bestilt færdselskontrol | 285 | 100 | 30 km/t | 71 km/t | 41 klip, otte betingede frakendelser og en ubetinget frakendelse |
Slagelse | Korsørvej | Onsdag klokken 20.18-22.10 | ATK | 79 | 2 | 50 km/t | 79 km/t | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Næstved | - | Torsdag klokken 4.00-5.30 | 50 køretøjer kontrolleret: Ingen sager |
Slagelse | Jernbanegade | Onsdag klokken 11.00-11.45 | Ingens ager |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Boeslunde | Skælskør Landevej | Onsdag klokken 21.34 | 24-årig mand fra Korsør | Spiritus- og narkokørsel |
Karrebæksminde | Karrebækvej | Onsdag klokken 17.33 | 33-årig mand fra Næstved | Narkokørsel på knallert |
Maribo | Brovejen | Onsdag klokken 20.45 | 35-årig mand uden fast bopæl | Spirituskørsel |
Næstved | Digevej | Onsdag klokken 21.19 | 36-årig mand fra Næstved | Narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden |
Næstved | Stejlehøjen | Onsdag klokken 21.15 | 28-årig kvinde fra Næstved | Spirituskørsel |
Rødbyhavn | Indrejsefeltet | Onsdag klokken 20.15 | 23-årig mand fra Ishøj | Narkokørsel |