Maribo er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
VORDINGBORG: Alt for hurtig knallert
I forbindelse med en almindelig patruljering standsede politiet i går klokken 11.34 en 16-årig dreng fra Tappernøje, da han kom kørende med pæn fart på knallert ad Nyraadsvej i Vordingborg. En nærmere undersøgelse af knallerten viste da også, at den var ændret, så den kunne køre betydeligt hurtigere end den måtte. Den 16-årige blev derfor sigtet efter færdselsloven.
NÆSTVED: Beruset mand skabte uro
Politiet fik i går klokken 16.17 en anmeldelse om, at en fuld mand gik rundt på Torvestræde i Næstved, hvor han tissede i ristene og generelt skabte utryghed. Da han skilte sig noget ud fra mængden gik der ikke længe før patruljen havde fundet frem til ham. Det var en 54-årig mand fra lokalområdet, og han blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
KORSØR: To hastighedskontroller
I går havde politiet to hastighedskontroller i Korsør by. Den ene var på Skovvej mellem klokken 14.57 til klokken 19. Her blev 849 køretøjer målt og 16 af dem kørte hurtigere end de 50 km/t, der er tilladt på stedet. Højeste hastighed blev målt til 70 km/t og vedkommende kan se frem i et klip i kørekortet. Den anden kontrol blev foretaget mellem klokken 13.46 og 15.00 på Revvej, og her blev 48 kontrolleret, men alle kørte pænt og overholdt fartgrænsen.
PRÆSTØ: Tre sigtelser ved rutebilstation
I går eftermiddags klokken 17.30 fik politiet en anmeldelse om, at der sad en flok personer og drak alkohol i ventesalen ved rutebilstationen i Præstø. En politipatrulje undersøgte sagen, og betjentene traf tre personer, som alle blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
NÆSTVED: Mundbindet og skiltningen manglede
Efter en anmeldelse om, at personalet ikke brugte hverken mundbind eller visir på en restauration i Næstved, tog politiet i går klokken 18.21 ud for at undersøge sagen nærmere. Og ganske rigtigt manglede både mundbind og skiltning, hvilket udløst en sigtelse for overtrædelse af sundhedsloven.
FAXE LADEPLADS: 44-årig sigtet for vold mod politibetjent
Sent i går aftes kokken var to politibetjente taget ud til en lejlighed i Faxe Ladeplads, hvor en 44-årig mand var temmelig urolig og højrøstet. Han blev gentagne gange bedt om at sætte sig ned og forholde sig i ro, men det kunne han tilsyneladende ikke. Situationen endte med, at den 44-årige ramte en af betjentene i hovedet, og derfor blev han anholdt og sigtet for vold mod polititjenestemand.
VORDINGBORG: Indbrud i to biler
Onsdag klokken 01.30 blev to mænd taget på fersk gerning, da de på en parkeringsplads i Stensved ved Vordingborg valgte at lave indbrud i to biler og stjæle to bilradioer. Den ene mand var 19 år og uden fast bopæl, den anden var 30 år fra Nakskov. Det viste sig desuden, at den 19-årige havde 0,52 gram hash på sig, og de nummerplader, der sad på hans bil, var ikke de rigtige. Det var nummerplader, som var afmeldt. Den 19-årige blev derfor sigtet for både tyveri fra to personbiler, ulovlig omgang med hittegods og for at overtræde lov om euforiserende stoffer. Han blev anholdt klokken 01.40 og løsladt igen klokken 03.00. Herudover blev også den 30-årige sigtet for tyveri fra to personbiler.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Dannemare | Bygaden | Hus | Tirsdag klokken 05.00 | Fjernsyn af mærket Samsung, højtalere af ukendt mærke, samt våben af ukendt mærke. |
Kalvehave | Ny Vordingborgvej | Hus | Lørdag klokken 12.00- Mandag klokken 14.30 | Højtalere af mærket Zeck Club og mixerpult af mærket Zeck Club model 12-16. |
Næstved | Krogagervej | Hus | Tirsdag klokken 16.30- 22.10 | Fingerring i hvidguld med en diamant. |
Næstved | Axeltorv | Lejlighed | Tirsdag klokken 09.15- 21.28 | Fjernsyn af mærket Samsung, iPad Air, højtalere af mærket Harman Kardon. |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende to hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Fensmark | Landevejen | Tirsdag klokken 16.07-17.07 | ATK | 597 | 22 | 50 km/t | 77 km/t | Et klip |
Fensmark | Stationsvej | Tirsdag klokken 14.05-15.35 | Bestilt ATK | 74 | 5 | 50 km/t | 68 km/t | Ingen klip |
Holme-Olstrup | Holmegaardsvej | Tirsdag klokken 18.02-19.05 | ATK | 66 | 6 | 50 km/t | 81 km/t | Et klip |
Korsør | Skovvej | Tirsdag klokken 14.57-19.00 | ATK | 849 | 16 | 50 km/t | 70 km/t | Et klip |
Korsør | Revvej | Tirsdag klokken 13.46 – 15.00 | ATK | 48 | 0 | 50 km/t | - | - |
Sprogø | Storebæltsbroerne | Tirsdag klokken 15.30-19.20 | ATK | 3486 | 103 | 110 km/t | 167 km/t | Tre klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Holmegaardsskolen afdeling Fensmark | Villavej | Tirsdag klokken 9.00 | Knallertkontrol på skole. Fire sager om ulovlige knallerter. |
Maribo | Maria Gade | Tirsdag klokken 12.50-13.30 | Kontrol ved skole. Ingen sager. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.